Jeg troede, at jeg gav min datter en bedste ven.

( Del. 1 )

Der er små 18 måneder mellem mine piger. Jamila min førstefødte på 8 år, som går i første klasse. Min datter Maya på 6 år som går i Børnehaveklasse.

Jamila er meget følsom, sensitiv, hjælpsom, spasmager, kærlig og utrolig logisk klog. Indtil hun var 5 år var hun en meget indadvendt og stille pige, men slog en kolbøtte lige inden hun skulle begynde i skole. Jeg er meget stolt af Jamila, at gå fra ikke at tør hilse på folk til, at vælte alle omkuld, med hendes sjove og kærlig personlighed.
I dag er hun en stræber, at komme som nr. 2 er ikke godt nok og det tør hun godt at sige højt. Dette er hendes styrke.

Maya er også meget følsom, men en meget stærk, kærlig, fjollede, hjælpsom og klog pige. Hun ved hvem hun er og hvad hun vil. Til tider tror hun, at hun er dronning af huset, men det er som sagt bare noget HUN tror. Hun kommer med de fedeste kommentarer og kan få et smil på alles læber. Maya’s styrke er helt klart hendes charmerende personlighed.

Jeg har to dejlige piger, jeg vil ikke bytte dem for noget. Men der er tider jeg har lyst til at løbe hjemmefra, trykke på pauseknappen, at tælle til 10 er bare ikke altid nok. Men jeg ELSKER, at være mor. Jeg er en hård mor, siger de tætteste og ja det er jeg nok, men på den gode måde. Ønsker mine piger skal opdrages til, at have respekt, pli og maner.

Diskussioner, skænderier, jalousi, drillerier,
uenigheder og en ikke pæn tone. Det er de kampe jeg har mellem mine piger , ikke hver dag, men hver uge.

En af grundene til min Blogpost denne gang er, at jeg har knækket en lille kode, til hvorfor mine piger ikke bliver/blev bedste veninder med det samme. Det vil jeg uddybe senere i denne post.

Min største frygt som nybagt mor for 8 år siden var, at min lille smukke prinsesse skulle udvikle sig til en af de børn, der smider sig på gulvet hos købmanden fordi de fik et nej. Frygten over at jeg virkelig ikke ville vide, hvad jeg skulle stille op eller reagere. Men lærte hurtigt, at der var mange andre problemstillinger at se til. Har dog aldrig oplevet mine piger smide sig nogen steder. Thank God for that.

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid med endnu en pige var jeg lykkelig. Lykkelig over at kunne give min ældste en søster, så tæt på hendes alder. En bedste veninde for livet. Men sagen så meget anderledes ud, ihvertfald de første 4-5 år.
Jamila tog godt imod at få en lillesøster, der var ikke jalousi eller kampe om mors opmærksomhed eller kærlighed. Det gik fint det første år. Da Maya min yngste datter var halvandet år gammel, kom hun ud for en ulykke og var indlagt i halvandet/ 2 mdr ( 3 1/2 uge i kunstig koma ). Maya forandrede sig meget efter ulykken, hun gik fra at være en stille og rolig lille prinsesse , til en pige der havde fået en ny chance i livet, hvilket var en realitet. Hun sugede al opmærksomheden, omsorgen og den ekstra kærlighed til sig. Det gældt for alle i familien, vuggestuen og venner, Maya blev fyldt op hver dag. Og hun blev ” vant ” til opmærksomheden.
Vi forældre var selfølgelig opmærksomme på Jamila og hun ikke blev ” glemt ” i det hele.
Maya blev en bandit, hun var så fræk, men så overdreven lækker.

Vi skruer lidt frem i tiden……

Konflikterne startede da pigerne var cirka 3-4år. Jeg har ville lære mine piger, at være meget selvstændig og være med til alt fra starten. Men der var konkurrence om alt, specielt om mig, men også mange andre ting. Hvem skal sidde ved siden af mama, hvem trykker på elevatorknappen, hvem åbner døren, hvem fik flest ting i vognen i Rema osv osv.
Ærligt det gjorde mig i så dårligt humør og ked af det konstant, det tog alt min energi. Specielt deres tone over for hinanden, puha ikke sjovt. De begyndte mere og mere at være imod hinanden, istedet for et team. Maya var enormt strid, hun skubbede, bed og slog for at få sin vilje over for Jamila. Jamila har aldrig slået tilbage men bare taget imod. Så jeg måtte tænke mig til nye planer og ideer. Slut med at de fik en mini vogn i Rema, jeg åbnede døren, hvis vi var i en elevator trykkede jeg på den etage vi skulle op på. Jeg tog helt over, hvilket gjorde at jeg følte, at jeg gik imod mig selv. Gik imod de tanker jeg har gjort mig angående, hvilken mor jeg ønskede at være.
Når vi var hjemme kunne de ikke lege sammen mere end 10-15 min. før første skænderi var på banen. Jamila driller og Maya er bare strid. Begge vil bestemme legen, men problemet var de aftalte alt inden de legede, så der ikke var plads til fantasi, hvilket skabte konflikter. De råber af hinanden, bliver sure, græder. Når jeg er uden overskud eller bare er mega træt, ender de bare med at få skæld ud, uden en konflikthåndtering. Når der er overskud osv, har jeg prøvet tusinder af gange, at løse deres konfliker med hinanden, sætte mig ned lytte til dem begge, give begge taletid. Men deres syn på det hele var så langt fra hinanden, at det altid endte med, at de måtte lege hver for sig. Det har tæret meget på mig, har virkelig kigget indad for at sætte skylden på noget.
Men havde ingen løsning. Enhver mor, tænker jeg, vil føle, at man har fejlet.

Da pigerne var 5 og 6 år begyndte der at ske noget , Jamila startede i skole og Maya fik et nyt savn hver dag. De fandt hinanden på en ny måde, lignede det. Ikke at konflikterne stoppede, men der var mindre og mindre af dem. Tit har jeg også følt at fordi jeg ikke har kunnet give mine børn en ” familie ” bestående af mormor , mostre osv. har gjort at vi aldrig er blevet aflastet, vi er altid sammen. Pigerne er altid sammen.

I dag er de 6 år og 8 år.
Den kode jeg føler, at jeg har knækket lidt, er opmærksomhed og lade dem finde hinanden selv. Jeg kalder det negativ opmærksomhed. Lad mig give et eksempel. Jamila og Maya leger, Jamila føler noget er uretfærdigt, i stedet for at sige det til Maya stille og roligt eller finde en løsning, reagerer hun ved at snerre af Maya eller hæve stemmen så mor hører det. Ved at jeg hører det får Jamila hendes ” opmærksomhed ” fra mig.
Jo mere jeg “så” dem jo mindre konflikter. Så i ulvetimen der handler jeg ikke, ordner ikke ting og når maden skal laves og jeg kan mærke optakten til uenigeheder, kommer de med i køkkenet og hjælper. Jeg elsker mine to tøser så ubeskriveligt højt, og har gået længe og været bange for at de ikke elskede hinanden pga. alle intrigerne. Men de elsker hinanden og jeg skal bare give det hele tid og holde ud. Det kan jo ikke tvinges frem, det skal komme helt naturligt, de har meget forskellige personligheder og det skal respekteres.

Jeg ved at i fremtiden har jeg styrket dem så meget, at de ikke kan leve uden hinanden.
Den tro og styrke finder jeg i mit eget manglede forhold til mine søstre.

Jeg føler mig nysgerrig, om i nikker genkendelse i beskrivelsen om mine kampe med pigerne. ?
Og er endnu mere nysgerrig omkring jer drenge mødre, hvilkende udfordringer i står med til dagligt ? Er der en sammenligning.?

Amina